Nibe tano!!

Flyet letter og jorden er hurtigt langt væk. Efter få minutter fortæller en stemme over højtaleren at man må løsne sikkerhedsbæltet, og stewardesserne fylder midtergangen med madvogne.

Jeg sidder i flyet fra Nairobi til Dar-Es-Salaam, efter at have tilbragt en fantastisk måned i Kenya. En måned fyldt med nye oplevelser og overraskelser indtil sidste dag. Men selvom jeg er kommet til at holde meget af Kenya og dens altid glade og imødekommende folk, så er jeg glad for at komme videre med mit volontørophold. Næste lille etape er 5 dage i Tanzanias største by Dar-Es-Salaam(Harbour af Peace).

Under det lille måltid i flyet, kigger jeg kort ud af vinduet. Her ser jeg med det samme noget rave op over skyerne,, hurtigt får jeg at vide at det er Kilimanjaro, Afrikas højeste bjerg, og bjerget som jeg forhåbentlig kommer til at bestige indenfor de næste 3 måneder. Dar(Dar-Es-Salaam) dukker op under skyggerne efter en lille halvanden time i luften, og med det samme, efter ankomsten, mærker jeg ændringen i klimaet. Vi er nu 2000 meter lavere og helt ude ved kysten, og luften er blevet betydelig varmere og fugtigere. Inden længe står sveden også af mig, og det har den gjort lige siden.

I lufthavnen møder vi august holdet, som nu er på vej hjem efter at deres ophold er endt. Vi får snakket lidt med dem, og et par af dem havde været i samme by som vi skal til. De fortalte, til vores overraskelse, at børnehjemmet, vi troede vi skulle til, ikke tog imod flere volontør end dem de havde selv. I stedet skulle vi nok regne med at komme til at undervise i Usa rivers primary school. Dette kom som lidt af et chok for mig, og jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal tro. Senere har jeg nemlig fået papir på at jeg skal arbejde på børnehjemmet og skolen. Så der er vel tvivl om arbejdsopgaverne helt frem til, første arbejdsdag om en uge. Efter snakken kører vi imod MS’ hovedkvarter i Tanzania, og på vejen får vi glimt af Dar og dens 2,5 million indbyggere.

På hovedkvarteret bliver vi hurtigt indkvarteret, da der ikke var noget på programmet valgte folk at slappe af, hvilket er noget af det eneste man kunne i denne varme.

Under de fem dage i Dar, brugte vi også en hel dag på stranden. Det var et fantastisk afbræk fra det indimellem tætte program. I stranden var som taget ud af en startours reklame. Stranden var kridhvid, og vandet en utrolig behagelig temperatur. Mens pigerne fik lagt sig lidt i solen, tog vi drenge og smagte på lidt af det baren kunne byde på. Med en øl ved hånden, udsigten udover strand og vand, temperaturen og solen følte jeg at jeg godt kunne dø nu(Citat stjålet fra Thomas Skare, en anden af volontørerne. Hans måde at sige at man var lykkelig). Dagen var i det hele taget en god dag, og jeg håber at hele MS gruppen kommer med til Zanzibar hen over nytår så vi kan få nogle flere af disse dage.

Hjemme på gæstehuset er der både internet og parabol tv. Så vi kunne følge lidt med i hvad der sker udenfor den lille kuppel som vi render rundt i hernede. Desuden var der en del sportskanaler, og vi kunne se Real-Barca en af aftnerne.

Ellers skete der ikke det store i Dar, udover at vi en af dagene var på marked. Markedet lagde tæt inde ved centrum, men var ikke som de typiske markeder ude i de mindre byer, hvor markederne lagde på åbne pladser og opbygget af små boder. Her var der mange små gader hvor facaderne var fyldt med boder, ofte i to etager. Hovedsageligt var det tøj der blev solgt i de mange små business’, som de kaldte sig selv. Men det var utroligt svært at overskue, hvad der i det hele taget blev solgt, for ind imellem bygningerne var der små mørke passager som også var fyldt op med små shops. Specielt herinde var det sjovt at gå rundt, for udenpå ligner butikken et rum på knap 10 kvm., men når man træder ind mellem kangaer og tørklæder viser det sig at butikken fortsætter 20 meter ind i bygningen, og har et omfattende udvalg af diverse beklædningsgenstande.

Inde i en af disse små shops fik jeg købt et par knickers til tsh. 16.000(ca. 60 kroner). Jeg havde selvfølgelig pruttet om prisen. Han var startet på 28.000(ca. 110 kr.), men jeg fik ham presset ned i pris, til ca. 18.000. Dette er kun 8 kr. mere end den pris jeg ville give, men der går bare konkurrence i at få prisen mest mulig ned i pris, så jeg endte med at bruge det mest effektive kneb hernede. Jeg vendte han ryggen for at gå, og med det samme rakte sælgeren hånden frem; ”Sawa sawa sixteen sixteen”(sawa=okay). Da jeg forlader butikken er det en smilende sælger med thumbs up der står i butiksindgangen, og jeg selv går også og smiler over hele femøren. Vi har begge lavet en god handel, og det er sku bare kanon sjovt at handle ind hernede.

Efter 5 dage i Dar, har vi oplevet en del af storbyens vilde liv. Både trafikken med de mange Daladalaer der fylder godt i trafikken, men også markeder og gadesælgere. Og især gadesælgerne her i Tanzania har været en positiv overraskelse, de forstår et ”hapana”(Nej) med det samme, mens kenyanske gadesælger, og gadebørn for den sags skyld, nærmest forfølger en. Men Daladalaerne, som er det man kalder busser og minibusser hernede, har også budt på spændende nye oplevelser. Første gang vi skulle med en af disse busser, var hele Tanzania volontørgruppen med plus 3 andre lokale volontør med, og vi kom med i en i forvejen fyldt bus, og jeg kom med i bussen som den sidste. Da bussen skulle køre viste det sig at bussen var ved at nå grænsen af dens kapacitet. Dette resulterede i at døren til bussen ikke kunne lukkes, så konduktøren og jeg hang halvt ude af døren de første par stationer, indtil det var muligt at lukke døren. Jeg er ikke sikker på at den var gået i Danmark, men det var sjovt og endnu en af de oplevelser man kan tage med sig hjem.

Men Dar var kun et lille pusterum i vores volontør ophold, og torsdag morgen var det slut. Klokken halv 9 kørte Dar-Expressen i mod Arusha, og dermed også Usa River.

Nu skal jeg hjem og spise frokost hos hostfamilien, som er meget anderledes i forhold til hvad jeg havde regnet med. Men det kan i høre mere om i næste del af bloggen.

PS. Billeder kommer for fremtiden på Facebook