Godt nytår fra Usa

Hej derhjemme, så er vi kommet ind i år 2010, og jeg er kommet helskindet igennem det hernede, og det håber jeg også i er hjemme i Danmark. Der er gået lidt tid med at få skrevet, men jeg har ikke rigtig orket, og det har været lidt labda kesho  Men nu er jeg kommet lidt ovenpå igen, og kommet i gang med at skrive.(Ladba kesho=måske i morgen)
Nytårsaften blev holdt på Zanzibar, og vi havde en rigtig fed tur, med snorkling, fest, afslapning og så var vi ude og se en hel del både i lokalområdet og inde i Stonetown, som er Zanzibars største by. Men inden vi kunne nyde ferien, var vi først nød til at komme frem til øen, og det var også et lille projekt.
Først skulle vi selvfølgelig fra Usa River i det nordlige Tanzania og til Dar-es-Salaam ude ved østkysten, en tur på 650 km. Turen var lang og tog vel hen af 9 timer, og med manglende benplads og standard bussæder, efterlod det ømme knæ og baller. Men turen kostede kun knap 100 kroner, så kan man godt tolerere en del  I Dar blev vi, efter en smule besvær med bookingen, indlogeret på MS Guesthouse natten over. Her kom også den lykkelige genforening med resten af MS gruppen, og alle snakkede om kamp om hvad de havde oplevet hos deres familier. Der er blandt andet en der bor uden elektricitet, jordgulve og toilettet er et hul i jorden, men alle virkede glade for de steder de var placeret.
Dagen efter sejlede færgen til Zanzibar klokken 8, en time forsinket. Det var imidlertid ikke det største problem, for på Zanzibar manglede Benjamin sit på, og ingen pas = ingen indrejse. Han blev til sidst trukket ind på et kontor, og 5 minutter efter kom han ud, og havde travl med at komme væk. Han havde givet en af kontrollørerne 25.000 under bordet, og havde fået at vide at han hellere måtte smutte hurtigt, da de andre vagter ikke var med på ideen. Hamna shida, vi fandt en bus og kom hurtigt til Paje, og MS’ gamle platform, som er et hus det ligger blot 30 meter fra stranden. Herfra kunne vores uges ferie med sol og strand begynde. I starten lavede vi heller ikke meget andet end at bade i det varme turkis blå vand, slappe af, os drenge blev introduceret for poweryoga og ellers gik tiden bare med fortælle om de oplevelser man havde haft indtil nu. Men efter et par dage besluttede vi os for at komme ud og snorkle, så den 30. december sejlede en lille lokal fiskerbåd ud fra kysten ved Paje, med 11 forventningsfulde volontører. Turen gik først ud forbi brændingen, hvor bådens kaptajn sprang i vandet for at fiske med harpunen. Til trods for at harpunen var primitiv, gammel og rusten så skød han hurtigt nogle fisk, som blandt andet var en kuglefisk og blæksprutte. I mens kaptajnen var på jagt under overfladen, hoppede vi andre i vandet for at prøve det lånte snorkleudstyr. Efter en times tid havde alle fået nok af det dybe vand og i særdeleshed den høje bølgegang. Vi tog derfor ind på den anden side af brændingen, og her blev det rigtig sjovt. Vandet var ikke mere end 3 meter dybt, og der var koraller over det hele. Det var virkeligt sjovt, og vi svømmede rundt indtil svømmefødderne havde slidt huden af tæerne, og jeg havde fået krampe i benet.

Dagen efter var nytårsaftendag, og gik med at lade op til aftens fest. Vi havde på forhånd reserveret i bord på en nærliggende restaurant, som havde lavet barbecue-buffet-menu, og herfra blev folk spredt, indtil vi blev samlet igen ude på stranden kort før klokken 12. Da klokken slog 12, hoppede vi alle ind i det nye år, badet i fuldmånen skær, med champagne propper der sprang, det fine sand mellem tæerne og godt 20 grader. Sådan oplevede jeg springet ind i det nye år.
Resten af tiden på Zanzibar skete der ikke det helt store, men dagen før vi skulle hjem, brugte vi alle sammen en dag i Stonetown. Dagen gik med at spadsere rundt i den gamle bys små og krogede gyder, og se at fra turist boder til byens store samlinger af krydderier. Sidst på dagen blev gruppen samlet igen i en park ved vandet, hvorfra vi kunne se solen gå ned udover vandet. Dette blev også stedet hvor Klaus og jeg tog afsked med gruppen. Næste dag var derfor lidt trist, da vi ikke kun efterlod Zanzibar bag os, men også MS gruppen.

Efter vi kom hjem fra Zanzibar, gik der nogle dage hvor der ikke skete noget overhovedet. Dagene gik med at side og læse, spille computer. Men efterhånden er der kommet liv i os igen, og nu er vi endda kommet i gang med vores egentlige volontør arbejde. Leganga primary school åbnede nemlig den 13. januar, og børnene er endelig begyndt i skole igen, hvilket betyder at jeg får nogen jeg kan undervise.
Vi startede onsdag med at møde på skolen klokken 8, her skulle vi så mødes med skoleinspektøren. Det viste sig dog at elever også mødte klokken 8, og derfor gik der en time inden det kaos som første skoledag indebærer, havde lagt sig tilstrækkeligt til at hun kunne finde tid til at hjælpe os. Men det er dog Afrika, og vi er ved at have lært at være tålmodige med ALT, så ventetider genere mig ikke så meget mere. Men vi fik efter en time snakket med hendes sekretær, som hjalp os med at vælge klasse og fandt bøger til os. Dagen efter mødte vi på skolen igen og fik en timeplan for vores klasser, og ud fra papiret kunne jeg se at min klasse ville have engelsk i 3. time. På dette tidspunkt troede jeg stadig at der var en anden lærer der kørte engelsk undervisningen i den klasse, så jeg besluttede mig for at overvære timen, og på den måde lærer lidt. Da 3. time oprandt mødte jeg op i klassen, og fik lov til at sidde med i undervisningen. Men et kvarter inde i time, ville jeg høre læreren til om jeg kunne starte med klassen dagen efter. Men læreren kiggede blot lidt forvirret på mig og sagde at dette var 6. B, ikke 6. A, de holdte til inde ved siden af. Så jeg undskyldte misforståelse og gik ind ved siden af, hvor 6. A rigtig nok holdte til. Nu opstod der blot et nyt problem, for de manglede deres engelsk lærer, som jo fra dags dato jo var mig. Det var der dog ingen der havde forklaret mig, og nu stod jeg pludselig med 63 elever uden at have forberedt noget, overhovedet. Så jeg måtte præsenterer mig selv, åbne min undervisningsbog, og klø på. Det gik af den grund helt skidt, og jeg kunne ikke rigtig få undervisningen til at kører. Børnene var heldigvis eksemplariske når det kom til at sidde stille og lytte opmærksomt. Så det endte ikke som en helt dårlig oplevelse, men herefter har jeg hverdag sørget for at være velforberedt til hver time. I dag nyder jeg hver time, ser frem til den næste, og hygger med alle 63 opgavehæfterne efter skole. Det er dog heller ikke noget hårdt program, for jeg har indtil videre kun en klasse, og det bliver til 6 timer om ugen.
Efter skole får vi ikke lavet så meget i hverdagene, men Klaus får indimellem trukket mig med ud på en løbetur, og ville have mig med ud og løbe i skrivende stund. Jeg syntes dog det er vigtigere at jeg lige får færdiggjort bloggen til jer 
Men i weekenderne bliver det indimellem til nogle ture, til for eksempel Mount Meru, som ligger lige for foden af Usa River. Her kom jeg med på en tur, op for at se et ca. 25 meter højt vandfald. Naturen og udsigten oppe på bjerget er simpelthen fantastisk, og så kan jeg godt lide at få rørt kroppen, på de stejle stigninger.

Men det var lige hvad jeg havde til jer for denne gang, i weekenden skal jeg på safari, med Klaus, Marianne og Kristina(to andre volontør med MS). Det kommer i nok til at høre om senere 