Safari bloggen

Så lakker det mod enden efter en herlig uge, hvor jeg har været på safari med Klaus og de to herlige tøser fra Morogoro, Marianne og Kristina, som også arbejder som volontører med MS.

Safarien ugen startede faktisk allerede sidste lørdag, da Marianne og Kristina ankom med bussen hen på aftenen. Efter det dejlige gensyn, viste vi dem rundt på den tidligere omtalte ’Chicken Inn’, hvor Klaus og jeg holder til. Og selvom de viste vi lavede godt, var vi stadig nød til at hjælpe med at samle deres kæber op fra gulvet. Efter de var blevet installeret i Mexico, et nærliggende guesthouse, var der serveret middag for de 10 unge den volontører i området. Det blev dog en af de kortere middage, da pigerne havde rejst hele dagen, og dagen efter ventede en 6 timers køretur til safari paradiset Serengeti.

Klokken kvart i 7 begyndte Nokiaen at vibrere, og Sash med Ecuador spillede ud af de små højtalere. Det er safari dag. Så det var hurtigt i tøjet, tasken var pakket på forhånd, og så en gang morgenmad, og så af sted…eller. Justin, vores kontakt mødte ikke til aftalte tid, men heldigvis kom Land Roveren, vores adgang til det afrikanske wildlife de næste fire dage, til tiden. Da bilen kom, var både kok, chauffør, Justin og en yderligere ukendt person med. De var alle i rigtig god humør, og den sidst nævnte udbrød flere gange; ”Omary is a professionel driver”. Det lød alt sammen meget godt, meeen det med Omarys kvaliteter indenfor safariguide området, det tager vi lige senere.

Ikke desto mindre kom vi godt af sted, og efter 3 timers kørsel nåede vi porten til Ngorongoro reservatet. Lige indenfor porten så vi med det samme bavianer, og et kvarter senere stå vi ud af den støvede Roveren, og trådte lige ud i en af de bedste udsigter i verdenen. Vi var nået til en udkigspost ud over krateret, og synet var så uventet, og fantastisk at.. at vi måtte knappe et par øl op til at dulme chokket (Billeder kommer ind på facebookJ)

Herfra kørte vi videre til Serengeti sletten, og efter endnu et par timer nåede vi porten til nationalparken. Porten lagde som en udkigspost på den flade savanne, herfra var der en fantastisk udsigt. Græsarealerne strækker sig længere end øjet kunne se, nede på sletten gik store grupper af zebraer og gnuer rundt med Ngorongoro krateret i horisonten. Med denne udsigt kunne vi nyde kokkens medbragte madpakker.

Så, knap 500 meter udenfor parkeringspladsen, viste den første løve sig. Først var jeg lidt chokeret over hvor tæt den var på det befolkede område, men den så rigtig fredelig ud, lagde og oppe slappede af oppe i et træ med benene hængende. Mæt, og helt sikkert godt tilpas.

Hermed var startskuddet gået for eftermiddagens gamedrive, hvor dyrene dog lod til at gemme sig lidt. Det passer dog ikke helt og sige at vi ikke så noget. Det føltes lidt som om der var langt mellem dyrene, men egentlig blev det til en del elefanter, giraffer, bavianer, en løve, jakaller, ørne, gribbe, bøfler, gnuer, zebraer, flodheste, en leopard(som uden tvivl en det flotteste dyr jeg fik set på hele turen), og en usædvanlig grim fugl J

Hen under aftenen gik turen i på campen, hvor vi skulle overnatte de næste to nætter. Campen var placeret inden i noget tæt bevoksning, men vil ikke helt kalde det en skov. På grænsen af campen, kunne Klaus og jeg stå og kigge ud og spotte dyr rundt omkring, og i området søgte løverne også til, for at jage. Så føler man sig lige pludselig ikke så tryg i et telt. Begge nætter var også løvebrøl, dog ikke noget jeg mærkede noget til. Folk der kender mig, ved at når der er slukket, så er der lukket J

Første morgen på savannen, stod vi op til gamedrive fra klokken 6, og dermed fik vi også set solopgangen, og fik skudt et par smykke dyr, med solen i baggrunden.

I løbet af dagen så vi flere flotte og mindre flotte dyr, her tækkes de på grupper af hyæner og vildsvin vi så. Af mere sjove indslag, så vi et på aggressive Dik dik’er. Verdens mindste antilope, og når hannerne bliver aggressive og skal forsvare sine hunner, så rejser det ildrøde hår på hovedet sig. Sammen med den lille hængemule, er dyret slet ikke til at tage seriøst på trods af at dyrets hoved er ved at springe i arrigskab.

Men dagens højdepunkter var dog ikke Dik dik’kerne, men tre små løveunger, og et flodleje fyldt med flodheste. Flodhestene lagde og boltrede sig i vandet, og var særdeles aktive. Ind imellem så det ud til at de prøvede at drukne hinanden, og et par stykker fik blottet deres to tænder til ære for kameraet. Vi var dernede et stykke tid, og der var mere aktion her, end der havde været de sidste på dage. Løveungerne var dog anderledes inaktive, hvor de sad på en træstamme, helt op til vejen, og ventede på deres mor. De så virkelig fredelig og ubekymrede ud, og så næsten ud til at nyde at ligge foran alle kameraerne.

Det var nogle af de sidste dyr den dag, næste dag tog vi ud til grænsen af Serengeti national park, til Lake Nduto. Udbyttet af de gamedrives vi havde de første par dage var ikke kæmpestort, så vi ville ned hvor imgrationen af gnuer skulle holde til.

Så tirsdag morgen gik turen derfor imod Nduto, vores guide, Omary, havde dog lidt rod i papirerne. Så vi havde nogle problemer med at komme rundt indenfor nationalparken, men det kan i læse om på Klaus’ blog(der skulle være et link til højre for teksten). Men vi kom igennem Serengeti-porten og videre mod Nduto. Med det samme vi drejede væk fra ”hovedvejen”, mellem Ngorongoro- og Serengeti-nationalpark, vrimlede det med dyr. Vi så geparder, vildsvin, gazeller og giraffer. Men intet slog synet af de kæmpe grupper af gnuer, som mødte os ved Nduto. Aldrig har jeg set så mange dyr på en gang. Jeg tror ikke jeg lyver hvis der var hundredtusinder af gnuer samlet. Mange steder var horisontlinjen helt sort, og flere steder satte en gnu i løb, hvorefter en gruppe satte efter, i en linje med en og en. Det var en helt kanon oplevelse, og kan helt sikkert anbefales.

Men safarien sidste dag var i en klasse for sig. Vi var kommet til krateret tirsdag aften, og overnattede på kanten, således at vi kunne se ned i dybet.

Tidlig næste morgen stod vi op før solopgangen, og så hvordan lyset blev stærkere, og solen til sidst dukkede op på den anden side af krateret, og sendte lys ned i dybet og afslørede en tæt tåge som dækkede bunden. Og skjulte dyrene. Efter den fede solopgang, trøffede den gamle Land Rover ned i krateret, hvor vi havde en fantastisk dag, der havde det hele. Elefanter der næste var henne og røre bilen, gnuer der blokerede vejen, en løveflok som var ved at fortære nattens bytte, i form af en zebra, nysgerrige bøfler, knap så nysgerrige næsehorn, ”ørneangreb”, og meget mere.

Måske ørneangrebet skulle forklares. Vi var kørte ned til en lille sø, nede i krateret, for at få vores frokost. Juma, vores kok, havde forberedt madpakker til os som vi bestemte os for at nyde ved søens bred. Fra bilen og ned til breden lå vi godt mærke til at der var en del fugl, som kredsede rundt ovre ved de andre biler på stedet, men dog ikke noget vi rigtig bed mærke i. Men da vi fandt et passende sted at sidde, og fik åbnet madpakkerne, fik vi også ørnes interesse. Inden 5 sekunder havde den første ørn fløjet lige over mit hoved, uden jeg endnu havde taget noget op fra madpakken. Sekundet efter slog den første ørn til, og fravristede vores guide et stykke kylling. Og hele tiden var ørnene over os, så vi skyndte os at søge tilflugt i Roveren. Herfra var vi igen i sikkerhed, men jeg prøvede kort at stikke armen ud med et stykke kage, og straks var de der igen. Heldigvis nåede jeg at trække hånden til mig inden der skete noget.

Efter den helt fantastiske dag i Ngorongoro, gik turen desværre hjem til Usa River. Men vi kunne samlet set se tilbage på en kanon safari, hvor vi næsten så alt hvad vi ville se på forhånd. Eneste ekstra ønske, var at se næsehornet tæt på.

Hjemturen gik næsten problemfrit, bortset fra af guiden ville have os til at køre forbi, og kigge i en bestemt butik. Ellers ville en ukendt motorcykelbande komme efter os, og banke os. Vi nægtede selvfølgelig at kører forbi den pågældende butik, vi var trætte og ville bare hjem. Overraskende nok kom der aldrig nogen motorcykelbande og eneste dramatik var det trafikkaos der mødte os inde i Arusha.

Efter safarien fulgte et par dage, hvor Morogoro pigerne blev i Usa. Vi gik rundt og havde det sjovt, og hele fredagen blev brugt i Arusha, hvor masaai markedet trak. Desuden skulle turistvisummet forlænges med yderligere tre måneder, da det nuværende visum udløber i slutningen af februar.

Ellers falder jeg hurtigt tilbage i de vante rammer, med undervisning om formiddagen, mens eftermiddagen mere byder ind med afslapning, ture rundt i området og besøg hos nogle af de andre volontører. Oftes går turen forbi børnehjemmet, hvor Big T, en volontør på 2 meter og +115 kg, altid stor klar med en kop kaffeJ

Men første dag tilbage på skolen var lidt forvirrende. Før safari turen havde jeg aftalt med min kollega, at hun skulle tage mine timer, i de dage jeg var på safari. Det havde ikke været noget problem dengang, det skulle hun nok tage sig af. Men som i alle andre tilfælde hernede, så er det nemmere at love aftaler, end rent faktisk at overholde dem. Så da jeg mødte på skolen torsdag morgen, var der ingen engelsklærer for standard 6 A og B. Jeg spurgte forskellige lærere om de vidste hvor hun mon kunne være, kunne jeg ikke få et klart svar. Én ting var dog sikkert, hun havde ikke været der hele ugen, og dermed havde hverken hendes eller min klasse haft engelsk undervisning i den tid jeg var væk. Det lod dog ikke til at gå de andre lærere på, hun skulle jo nok komme tilbage når hun havde ordnet hvad det nu end var hun skulle ordne. Det er jo Afrika, og sådan er det bare hernede.

Om tirsdagen ugen efter var hun da også tilbage på skolen igen. Bare med den overbevisning at jeg havde taget hendes klasse den forgangne uge. Fuck jeg blev sur, men kunne ikke få mig til at skælde hendes ud foran børnene. Hun er stadig min kontaktperson, og det er hende jeg skal snakke med hvis jeg har spørgsmål til undervisningen.

Heldigvis går det bedre i fritiden, hvor der bliver hygget og slappet af, og hele tiden er der små mad projekter. Blandt andet bagte Klaus rugbrød, som vi spiste sammen med Mogens og Hanne Ejersbo i søndags. Her blev der dækket op med makrel, torskelever, god dansk smør og rødbedesalat med feta. Mums J

Så bare roligt hjemme i Danmark, mig skal i ikke være bekymret for. Jeg klarer mig.

Desuden er næste store tur allerede lige om hjørnet. Lørdag venter Kilimanjaro.