Mission Kili

Så er der netop overstået endnu en stor etape i den store Afrika tur. Turen op af Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro. I denne blog vil jeg genfortælle en del af turen, fra bunden og EFI til toppen

Turen har Klaus og jeg været enige om at vi skulle på helt fra før vi tog af sted. Problemet undervejs har i midlertidig været at finde et par rejsekumpaner, som var klar til at tage udfordringen op. Disse fandt vi her i Usa River området, i form af to Teologi-studerende fra et nærliggende universitet, Bertil og Maria. Dem har vi snakket med, med jævne mellemrum siden starten, og de har hele tiden været friske på at bestige den lille bum, som vi ind imellem kan se ude i horisonten. Desuden skulle to venner af Maria, også på ferie i Afrika, og også de var friske. Dermed blev gruppen fuldendt, og en dejlig, lettere overskyet, lørdag morgen kunne missionen begynde, og jeg satte mig i en bus mod Machame ruten. Og når jeg nu siger bus, så var det ikke med den offentlige transport, men firmaets egen bus. Og bussen var ikke en lille 10 persons minibus, men en større bus med plads til mere end 20 passagerer, og yderligere bagage ovenpå. Grunden til dette, var den lille hær af tjenere, guider, bærere(porter) og kokke som vi skulle have med. Der var i alt 23 staff til at opvarte os 6 amatør bjergbestigere.

Efter to timer, var bussen kommet 1000 meter højere op, og vi befandt os nu ved gaten til Machame-ruten, i knap 2000 meters højde. Endnu en time senere, og gruppen begav sig af sted mod campen i 3100 meter. Under turen til gaten var skyerne trukket tættere sammen om os, og efter et par timers gang hang de grå skyer lavt og tung over os. Ikke lige den start vi havde forstillet os. Og desværre fik vi ret i vores bange anelser, da det begyndte at dryppe ned mellem træerne. Jeg kom hurtigt i regntøj, for er der noget jeg af Mount Kenya så er det er sjovere at gå rundt når man er tør, end gennemblødt og med svuppende støvler.

Regnen viste sig dog at være meget kortvarig, og efterhånden var jeg mere våd under regntøjet end udenpå. Dagen efter var der endnu et regnvejr over os, som der var en del mere vand i. Jeg begyndte efterhånden og tænke på hvad jeg havde begivet mig ud i, for stemningen i gruppen lider sku når det er 10 grader og regnen konstant prøver at gennembløde alt ens tøj. Men det viste sig at være den sidste regn vi mødte på vejen mod toppen.

Ved den første camp var alle telte slået op da vi ankom, inklusiv et større grønt telt hvori vi kunne spise i ly af vind og vejr. Alle var en smule trætte, og kort efter en varm aftensmad, var der ro i lejren.

Anden dag våger jeg op da en af pigerne udbryder: ”Det er den værste nat i mit liv”. Sådan havde alle det heldigvis ikke, og undertegnede sov tilmed en udmærket søvn, sengen var lidt hård, men det er der ikke noget og sige til, for sengen bestod af et meget tyndt liggeunderlag. Men som sagt tidligere var vejret heller ikke det bedste den dag, og turen skulle bare overstås, og efter 4-5 lange timer nåede vi campen i 3900 meter.

Allerede på dette tidspunkt begyndte folk at blive dårligere, flere på holdet havde kraftig hovedpine. Og herfra steg forbruget af hovedpinespiller drastisk dag for dag. Heldigvis slap Klaus og jeg ret smertefrit under hele turen. Jeg havde periodevis hovedpine i løbet af dagene, men ikke mere end at det gik over igen ved at drikke lidt ekstra vand.

Men der er vel egentlig ikke så meget mere at sige om vejen op til base campen. Folk blev ved med at have det dårligere og dårligere, mens Klaus og jeg klarede det fortrinsvis fint. Det er min blog, så jeg kan godt klappe mig selv på skulderen :) Vegetationen blev mere ens formet, og de mest hårdføre planter måtte til sidst give op overfor kulde og den stadig tyndere luft.

En ting der dog irriterede mig lidt på vejen op, var alt det spildte arbejde vi lavede. For, hver dag startede vi med at gå op fra knap 4000 meters højde, og op til 4200 eller 4600 meters højde, hvorefter vi sluttede dagen i en ny camp i knap 4000 meters højde. Det krævede en del energi, men vi nåede aldrig rigtig længere op, inden femte dagen, hvor vi endelig nåede base camp, i 4600 meters højde.

Heroppe var det som et månelandskab, hvor vi kun så sten og bjergtoppe. Luften var simpelthen blevet for tynd for de fleste planter, og nattefrosten havde taget livet af de sidste planter. På denne camp blev teltene slået op på klippestenene, og pløkker havde ingen chance, så teltsnorene blev båndet til store sten omkring teltet. Folk var på dette tidspunkt plagede, men rigtig glade for kun at mangle den sidste store etape til Uhuru.

Det meste af min tid frem til midnat foregik med, at slappe af, nyde den fantastiske udsigt der var fra campen, spise lidt aftensmad og ellers bare at vente på at komme af sted. Jeg havde endnu ikke haft det rigtig dårligt, men jeg følte mig utilpas, appetitten var ikke eksisterende og hovedpinen var ved at få bedre ved.

Men endelig blev klokken 24.00 og vi kunne komme af sted. Temperaturen var nu kommet under frysepunktet, og vinden pib, så jeg fik alt det tøj på jeg havde med og Ipod i ørene. Så var jeg ellers klar til at trave af sted. De næste 7 timer gik så ellers bare opad, og jeg nåede mange gange at prise mig lykkelig for at jeg havde taget min Ipod med, og kunne høre Den Sidste Tempelridder hele vejen op. Turen var ellers blevet tre gange så lang, for vi gik vel at mærke 7 timer, og ruten var på 7 kilometer. Hurtig hovedregning fortæller at det blev gennemsnitlig til 1 kilometer i timen. Dette virker måske langsomt, men jeg tror ikke jeg kunne have gjort det meget hurtigere hvis jeg var gået selv. Luften blev hele tiden tyndere og tyndere og stien følte stejlere og stejlere, og til sidst var 1 km i timen max fart. At det var hårdt og udmattende understregede Maria også, da hun en time fra Stellas Point måtte stoppe for at brække sig. Men her trådte guiderne ind, og ydede en fantastisk hjælp, og at opgive var aldrig en mulighed i deres øjne, hvilket Maria senere fortalte også var grunden til hun ikke gav op.

Efter 7 timer begyndte det at blive lyst, og kort efter kunne vi se at det fladede ud. Vi havde nået Stellas Point i cirka 5780 meters højde. Dette vidste jeg dog ikke i første omgang, jeg var overlykkelig, jeg havde fandme nået toppen på det skide bjerg, og jeg sprang rundt så meget som den tynde luft nu tillod det. Lige indtil Klaus kom og tog mig i skulderen, og fortalte at der altså var endnu en times gang til Uhuru Peak. PIS.

Nå men der var jo ikke andet for, end at komme videre, vi skulle jo til toppen. Samtidig stod solen op ude i horisonten, ikke noget vi kunne se, skyerne hang tæt og konstant på toppen mens vi var deroppe. Det var kun Uhuru Peak der talte. Jeg kæmpede mig derfor af sted, ville jo gerne komme først. Men selvom stien fortrinsvis var flad, så gjorde den tynde luft sin del af arbejdet for at holde mig tilbage. Alle syntes at gå i slowmotion, simpelthen fordi hurtige bevægelser tog luften fra dig med det samme.

40 minutter gik der, og endelig nåede klimaks på turen sig. Inde i skyerne længere fremme kunne jeg begynde at fornemme en stor sort klump. Kort efter viste det sig at være en kæmpe forsamling mennesker, der stod omkring skiltet på toppen. Vi havde nået EFI, men jeg ramte lidt et antiklimaks, jo selvfølgelig var jeg enormt glad for at være noget frem til Uhuru, men der var intet at se, stedet var fyldt med 30-40 mennesker og jeg var rigtig træt og sårn lidt; Hmm fedt, vi har nået toppen, skal vi ikke bare tage det billede og komme ned igen. Sådan havde de andre de nok også, og allerede efter 20 minutter var vi på vej ned igen.

Resten af den dag gik vi bare ned, ned og atter ned. Og efter 8 timer kom Klaus og jeg som de første til gaten for foden af bjerget, og vi her var ikke så sene til at knappe et par medbragte Kilimanjaro-øl op, og sidde og nyde dem, inden de andre kom ned.

Det var så her ved foden af Kilimanjaro at Klaus’ og mit Kili-eventyr endte, udmattende men med en dejlig kold øl.

Nu vil jeg ikke lyde alt for uentusiastisk omkring toppen, men her bagefter bliver jeg sku helt glad hver gang jeg tænker tilbage på turen, og især glad for at jeg har været af sted, for jeg gør det sku aldrig igen

*EFI = Every Fucking Inch