Turen har Klaus og jeg været enige om at vi skulle på helt fra før vi tog af sted. Problemet undervejs har i midlertidig været at finde et par rejsekumpaner, som var klar til at tage udfordringen op. Disse fandt vi her i Usa River området, i form af to Teologi-studerende fra et nærliggende universitet, Bertil og Maria. Dem har vi snakket med, med jævne mellemrum siden starten, og de har hele tiden været friske på at bestige den lille bum, som vi ind imellem kan se ude i horisonten. Desuden skulle to venner af Maria, også på ferie i Afrika, og også de var friske. Dermed blev gruppen fuldendt, og en dejlig, lettere overskyet, lørdag morgen kunne missionen begynde, og jeg satte mig i en bus mod Machame ruten. Og når jeg nu siger bus, så var det ikke med den offentlige transport, men firmaets egen bus. Og bussen var ikke en lille 10 persons minibus, men en større bus med plads til mere end 20 passagerer, og yderligere bagage ovenpå. Grunden til dette, var den lille hær af tjenere, guider, bærere(porter) og kokke som vi skulle have med. Der var i alt 23 staff til at opvarte os 6 amatør bjergbestigere.

Efter to timer, var bussen kommet 1000 meter højere op, og vi befandt os nu ved gaten til Machame-ruten, i knap 2000 meters højde. Endnu en time senere, og gruppen begav sig af sted mod campen i 3100 meter. Under turen til gaten var skyerne trukket tættere sammen om os, og efter et par timers gang hang de grå skyer lavt og tung over os. Ikke lige den start vi havde forstillet os. Og desværre fik vi ret i vores bange anelser, da det begyndte at dryppe ned mellem træerne. Jeg kom hurtigt i regntøj, for er der noget jeg af Mount Kenya så er det er sjovere at gå rundt når man er tør, end gennemblødt og med svuppende støvler.

Regnen viste sig dog at være meget kortvarig, og efterhånden var jeg mere våd under regntøjet end udenpå. Dagen efter var der endnu et regnvejr over os, som der var en del mere vand i. Jeg begyndte efterhånden og tænke på hvad jeg havde begivet mig ud i, for stemningen i gruppen lider sku når det er 10 grader og regnen konstant prøver at gennembløde alt ens tøj. Men det viste sig at være den sidste regn vi mødte på vejen mod toppen.

Ved den første camp var alle telte slået op da vi ankom, inklusiv et større grønt telt hvori vi kunne spise i ly af vind og vejr. Alle var en smule trætte, og kort efter en varm aftensmad, var der ro i lejren.

Anden dag våger jeg op da en af pigerne udbryder: ”Det er den værste nat i mit liv”. Sådan havde alle det heldigvis ikke, og undertegnede sov tilmed en udmærket søvn, sengen var lidt hård, men det er der ikke noget og sige til, for sengen bestod af et meget tyndt liggeunderlag. Men som sagt tidligere var vejret heller ikke det bedste den dag, og turen skulle bare overstås, og efter 4-5 lange timer nåede vi campen i 3900 meter.

Allerede på dette tidspunkt begyndte folk at blive dårligere, flere på holdet havde kraftig hovedpine. Og herfra steg forbruget af hovedpinespiller drastisk dag for dag. Heldigvis slap Klaus og jeg ret smertefrit under hele turen. Jeg havde periodevis hovedpine i løbet af dagene, men ikke mere end at det gik over igen ved at drikke lidt ekstra vand.

Men der er vel egentlig ikke så meget mere at sige om vejen op til base campen. Folk blev ved med at have det dårligere og dårligere, mens Klaus og jeg klarede det fortrinsvis fint. Det er min blog, så jeg kan godt klappe mig selv på skulderen :) Vegetationen blev mere ens formet, og de mest hårdføre planter måtte til sidst give op overfor kulde og den stadig tyndere luft.

En ting der dog irriterede mig lidt på vejen op, var alt det spildte arbejde vi lavede. For, hver dag startede vi med at gå op fra knap 4000 meters højde, og op til 4200 eller 4600 meters højde, hvorefter vi sluttede dagen i en ny camp i knap 4000 meters højde. Det krævede en del energi, men vi nåede aldrig rigtig længere op, inden femte dagen, hvor vi endelig nåede base camp, i 4600 meters højde.

Heroppe var det som et månelandskab, hvor vi kun så sten og bjergtoppe. Luften var simpelthen blevet for tynd for de fleste planter, og nattefrosten havde taget livet af de sidste planter. På denne camp blev teltene slået op på klippestenene, og pløkker havde ingen chance, så teltsnorene blev båndet til store sten omkring teltet. Folk var på dette tidspunkt plagede, men rigtig glade for kun at mangle den sidste store etape til Uhuru.

Det meste af min tid frem til midnat foregik med, at slappe af, nyde den fantastiske udsigt der var fra campen, spise lidt aftensmad og ellers bare at vente på at komme af sted. Jeg havde endnu ikke haft det rigtig dårligt, men jeg følte mig utilpas, appetitten var ikke eksisterende og hovedpinen var ved at få bedre ved.

Men endelig blev klokken 24.00 og vi kunne komme af sted. Temperaturen var nu kommet under frysepunktet, og vinden pib, så jeg fik alt det tøj på jeg havde med og Ipod i ørene. Så var jeg ellers klar til at trave af sted. De næste 7 timer gik så ellers bare opad, og jeg nåede mange gange at prise mig lykkelig for at jeg havde taget min Ipod med, og kunne høre Den Sidste Tempelridder hele vejen op. Turen var ellers blevet tre gange så lang, for vi gik vel at mærke 7 timer, og ruten var på 7 kilometer. Hurtig hovedregning fortæller at det blev gennemsnitlig til 1 kilometer i timen. Dette virker måske langsomt, men jeg tror ikke jeg kunne have gjort det meget hurtigere hvis jeg var gået selv. Luften blev hele tiden tyndere og tyndere og stien følte stejlere og stejlere, og til sidst var 1 km i timen max fart. At det var hårdt og udmattende understregede Maria også, da hun en time fra Stellas Point måtte stoppe for at brække sig. Men her trådte guiderne ind, og ydede en fantastisk hjælp, og at opgive var aldrig en mulighed i deres øjne, hvilket Maria senere fortalte også var grunden til hun ikke gav op.

Efter 7 timer begyndte det at blive lyst, og kort efter kunne vi se at det fladede ud. Vi havde nået Stellas Point i cirka 5780 meters højde. Dette vidste jeg dog ikke i første omgang, jeg var overlykkelig, jeg havde fandme nået toppen på det skide bjerg, og jeg sprang rundt så meget som den tynde luft nu tillod det. Lige indtil Klaus kom og tog mig i skulderen, og fortalte at der altså var endnu en times gang til Uhuru Peak. PIS.

Nå men der var jo ikke andet for, end at komme videre, vi skulle jo til toppen. Samtidig stod solen op ude i horisonten, ikke noget vi kunne se, skyerne hang tæt og konstant på toppen mens vi var deroppe. Det var kun Uhuru Peak der talte. Jeg kæmpede mig derfor af sted, ville jo gerne komme først. Men selvom stien fortrinsvis var flad, så gjorde den tynde luft sin del af arbejdet for at holde mig tilbage. Alle syntes at gå i slowmotion, simpelthen fordi hurtige bevægelser tog luften fra dig med det samme.

40 minutter gik der, og endelig nåede klimaks på turen sig. Inde i skyerne længere fremme kunne jeg begynde at fornemme en stor sort klump. Kort efter viste det sig at være en kæmpe forsamling mennesker, der stod omkring skiltet på toppen. Vi havde nået EFI, men jeg ramte lidt et antiklimaks, jo selvfølgelig var jeg enormt glad for at være noget frem til Uhuru, men der var intet at se, stedet var fyldt med 30-40 mennesker og jeg var rigtig træt og sårn lidt; Hmm fedt, vi har nået toppen, skal vi ikke bare tage det billede og komme ned igen. Sådan havde de andre de nok også, og allerede efter 20 minutter var vi på vej ned igen.

Resten af den dag gik vi bare ned, ned og atter ned. Og efter 8 timer kom Klaus og jeg som de første til gaten for foden af bjerget, og vi her var ikke så sene til at knappe et par medbragte Kilimanjaro-øl op, og sidde og nyde dem, inden de andre kom ned.

Det var så her ved foden af Kilimanjaro at Klaus’ og mit Kili-eventyr endte, udmattende men med en dejlig kold øl.

Nu vil jeg ikke lyde alt for uentusiastisk omkring toppen, men her bagefter bliver jeg sku helt glad hver gang jeg tænker tilbage på turen, og især glad for at jeg har været af sted, for jeg gør det sku aldrig igen

*EFI = Every Fucking Inch

Safarien ugen startede faktisk allerede sidste lørdag, da Marianne og Kristina ankom med bussen hen på aftenen. Efter det dejlige gensyn, viste vi dem rundt på den tidligere omtalte ’Chicken Inn’, hvor Klaus og jeg holder til. Og selvom de viste vi lavede godt, var vi stadig nød til at hjælpe med at samle deres kæber op fra gulvet. Efter de var blevet installeret i Mexico, et nærliggende guesthouse, var der serveret middag for de 10 unge den volontører i området. Det blev dog en af de kortere middage, da pigerne havde rejst hele dagen, og dagen efter ventede en 6 timers køretur til safari paradiset Serengeti.

Klokken kvart i 7 begyndte Nokiaen at vibrere, og Sash med Ecuador spillede ud af de små højtalere. Det er safari dag. Så det var hurtigt i tøjet, tasken var pakket på forhånd, og så en gang morgenmad, og så af sted…eller. Justin, vores kontakt mødte ikke til aftalte tid, men heldigvis kom Land Roveren, vores adgang til det afrikanske wildlife de næste fire dage, til tiden. Da bilen kom, var både kok, chauffør, Justin og en yderligere ukendt person med. De var alle i rigtig god humør, og den sidst nævnte udbrød flere gange; ”Omary is a professionel driver”. Det lød alt sammen meget godt, meeen det med Omarys kvaliteter indenfor safariguide området, det tager vi lige senere.

Ikke desto mindre kom vi godt af sted, og efter 3 timers kørsel nåede vi porten til Ngorongoro reservatet. Lige indenfor porten så vi med det samme bavianer, og et kvarter senere stå vi ud af den støvede Roveren, og trådte lige ud i en af de bedste udsigter i verdenen. Vi var nået til en udkigspost ud over krateret, og synet var så uventet, og fantastisk at.. at vi måtte knappe et par øl op til at dulme chokket (Billeder kommer ind på facebookJ)

Herfra kørte vi videre til Serengeti sletten, og efter endnu et par timer nåede vi porten til nationalparken. Porten lagde som en udkigspost på den flade savanne, herfra var der en fantastisk udsigt. Græsarealerne strækker sig længere end øjet kunne se, nede på sletten gik store grupper af zebraer og gnuer rundt med Ngorongoro krateret i horisonten. Med denne udsigt kunne vi nyde kokkens medbragte madpakker.

Så, knap 500 meter udenfor parkeringspladsen, viste den første løve sig. Først var jeg lidt chokeret over hvor tæt den var på det befolkede område, men den så rigtig fredelig ud, lagde og oppe slappede af oppe i et træ med benene hængende. Mæt, og helt sikkert godt tilpas.

Hermed var startskuddet gået for eftermiddagens gamedrive, hvor dyrene dog lod til at gemme sig lidt. Det passer dog ikke helt og sige at vi ikke så noget. Det føltes lidt som om der var langt mellem dyrene, men egentlig blev det til en del elefanter, giraffer, bavianer, en løve, jakaller, ørne, gribbe, bøfler, gnuer, zebraer, flodheste, en leopard(som uden tvivl en det flotteste dyr jeg fik set på hele turen), og en usædvanlig grim fugl J

Hen under aftenen gik turen i på campen, hvor vi skulle overnatte de næste to nætter. Campen var placeret inden i noget tæt bevoksning, men vil ikke helt kalde det en skov. På grænsen af campen, kunne Klaus og jeg stå og kigge ud og spotte dyr rundt omkring, og i området søgte løverne også til, for at jage. Så føler man sig lige pludselig ikke så tryg i et telt. Begge nætter var også løvebrøl, dog ikke noget jeg mærkede noget til. Folk der kender mig, ved at når der er slukket, så er der lukket J

Første morgen på savannen, stod vi op til gamedrive fra klokken 6, og dermed fik vi også set solopgangen, og fik skudt et par smykke dyr, med solen i baggrunden.

I løbet af dagen så vi flere flotte og mindre flotte dyr, her tækkes de på grupper af hyæner og vildsvin vi så. Af mere sjove indslag, så vi et på aggressive Dik dik’er. Verdens mindste antilope, og når hannerne bliver aggressive og skal forsvare sine hunner, så rejser det ildrøde hår på hovedet sig. Sammen med den lille hængemule, er dyret slet ikke til at tage seriøst på trods af at dyrets hoved er ved at springe i arrigskab.

Men dagens højdepunkter var dog ikke Dik dik’kerne, men tre små løveunger, og et flodleje fyldt med flodheste. Flodhestene lagde og boltrede sig i vandet, og var særdeles aktive. Ind imellem så det ud til at de prøvede at drukne hinanden, og et par stykker fik blottet deres to tænder til ære for kameraet. Vi var dernede et stykke tid, og der var mere aktion her, end der havde været de sidste på dage. Løveungerne var dog anderledes inaktive, hvor de sad på en træstamme, helt op til vejen, og ventede på deres mor. De så virkelig fredelig og ubekymrede ud, og så næsten ud til at nyde at ligge foran alle kameraerne.

Det var nogle af de sidste dyr den dag, næste dag tog vi ud til grænsen af Serengeti national park, til Lake Nduto. Udbyttet af de gamedrives vi havde de første par dage var ikke kæmpestort, så vi ville ned hvor imgrationen af gnuer skulle holde til.

Så tirsdag morgen gik turen derfor imod Nduto, vores guide, Omary, havde dog lidt rod i papirerne. Så vi havde nogle problemer med at komme rundt indenfor nationalparken, men det kan i læse om på Klaus’ blog(der skulle være et link til højre for teksten). Men vi kom igennem Serengeti-porten og videre mod Nduto. Med det samme vi drejede væk fra ”hovedvejen”, mellem Ngorongoro- og Serengeti-nationalpark, vrimlede det med dyr. Vi så geparder, vildsvin, gazeller og giraffer. Men intet slog synet af de kæmpe grupper af gnuer, som mødte os ved Nduto. Aldrig har jeg set så mange dyr på en gang. Jeg tror ikke jeg lyver hvis der var hundredtusinder af gnuer samlet. Mange steder var horisontlinjen helt sort, og flere steder satte en gnu i løb, hvorefter en gruppe satte efter, i en linje med en og en. Det var en helt kanon oplevelse, og kan helt sikkert anbefales.

Men safarien sidste dag var i en klasse for sig. Vi var kommet til krateret tirsdag aften, og overnattede på kanten, således at vi kunne se ned i dybet.

Tidlig næste morgen stod vi op før solopgangen, og så hvordan lyset blev stærkere, og solen til sidst dukkede op på den anden side af krateret, og sendte lys ned i dybet og afslørede en tæt tåge som dækkede bunden. Og skjulte dyrene. Efter den fede solopgang, trøffede den gamle Land Rover ned i krateret, hvor vi havde en fantastisk dag, der havde det hele. Elefanter der næste var henne og røre bilen, gnuer der blokerede vejen, en løveflok som var ved at fortære nattens bytte, i form af en zebra, nysgerrige bøfler, knap så nysgerrige næsehorn, ”ørneangreb”, og meget mere.

Måske ørneangrebet skulle forklares. Vi var kørte ned til en lille sø, nede i krateret, for at få vores frokost. Juma, vores kok, havde forberedt madpakker til os som vi bestemte os for at nyde ved søens bred. Fra bilen og ned til breden lå vi godt mærke til at der var en del fugl, som kredsede rundt ovre ved de andre biler på stedet, men dog ikke noget vi rigtig bed mærke i. Men da vi fandt et passende sted at sidde, og fik åbnet madpakkerne, fik vi også ørnes interesse. Inden 5 sekunder havde den første ørn fløjet lige over mit hoved, uden jeg endnu havde taget noget op fra madpakken. Sekundet efter slog den første ørn til, og fravristede vores guide et stykke kylling. Og hele tiden var ørnene over os, så vi skyndte os at søge tilflugt i Roveren. Herfra var vi igen i sikkerhed, men jeg prøvede kort at stikke armen ud med et stykke kage, og straks var de der igen. Heldigvis nåede jeg at trække hånden til mig inden der skete noget.

Efter den helt fantastiske dag i Ngorongoro, gik turen desværre hjem til Usa River. Men vi kunne samlet set se tilbage på en kanon safari, hvor vi næsten så alt hvad vi ville se på forhånd. Eneste ekstra ønske, var at se næsehornet tæt på.

Hjemturen gik næsten problemfrit, bortset fra af guiden ville have os til at køre forbi, og kigge i en bestemt butik. Ellers ville en ukendt motorcykelbande komme efter os, og banke os. Vi nægtede selvfølgelig at kører forbi den pågældende butik, vi var trætte og ville bare hjem. Overraskende nok kom der aldrig nogen motorcykelbande og eneste dramatik var det trafikkaos der mødte os inde i Arusha.

Efter safarien fulgte et par dage, hvor Morogoro pigerne blev i Usa. Vi gik rundt og havde det sjovt, og hele fredagen blev brugt i Arusha, hvor masaai markedet trak. Desuden skulle turistvisummet forlænges med yderligere tre måneder, da det nuværende visum udløber i slutningen af februar.

Ellers falder jeg hurtigt tilbage i de vante rammer, med undervisning om formiddagen, mens eftermiddagen mere byder ind med afslapning, ture rundt i området og besøg hos nogle af de andre volontører. Oftes går turen forbi børnehjemmet, hvor Big T, en volontør på 2 meter og +115 kg, altid stor klar med en kop kaffeJ

Men første dag tilbage på skolen var lidt forvirrende. Før safari turen havde jeg aftalt med min kollega, at hun skulle tage mine timer, i de dage jeg var på safari. Det havde ikke været noget problem dengang, det skulle hun nok tage sig af. Men som i alle andre tilfælde hernede, så er det nemmere at love aftaler, end rent faktisk at overholde dem. Så da jeg mødte på skolen torsdag morgen, var der ingen engelsklærer for standard 6 A og B. Jeg spurgte forskellige lærere om de vidste hvor hun mon kunne være, kunne jeg ikke få et klart svar. Én ting var dog sikkert, hun havde ikke været der hele ugen, og dermed havde hverken hendes eller min klasse haft engelsk undervisning i den tid jeg var væk. Det lod dog ikke til at gå de andre lærere på, hun skulle jo nok komme tilbage når hun havde ordnet hvad det nu end var hun skulle ordne. Det er jo Afrika, og sådan er det bare hernede.

Om tirsdagen ugen efter var hun da også tilbage på skolen igen. Bare med den overbevisning at jeg havde taget hendes klasse den forgangne uge. Fuck jeg blev sur, men kunne ikke få mig til at skælde hendes ud foran børnene. Hun er stadig min kontaktperson, og det er hende jeg skal snakke med hvis jeg har spørgsmål til undervisningen.

Heldigvis går det bedre i fritiden, hvor der bliver hygget og slappet af, og hele tiden er der små mad projekter. Blandt andet bagte Klaus rugbrød, som vi spiste sammen med Mogens og Hanne Ejersbo i søndags. Her blev der dækket op med makrel, torskelever, god dansk smør og rødbedesalat med feta. Mums J

Så bare roligt hjemme i Danmark, mig skal i ikke være bekymret for. Jeg klarer mig.

Desuden er næste store tur allerede lige om hjørnet. Lørdag venter Kilimanjaro.

Dagen efter var nytårsaftendag, og gik med at lade op til aftens fest. Vi havde på forhånd reserveret i bord på en nærliggende restaurant, som havde lavet barbecue-buffet-menu, og herfra blev folk spredt, indtil vi blev samlet igen ude på stranden kort før klokken 12. Da klokken slog 12, hoppede vi alle ind i det nye år, badet i fuldmånen skær, med champagne propper der sprang, det fine sand mellem tæerne og godt 20 grader. Sådan oplevede jeg springet ind i det nye år.
Resten af tiden på Zanzibar skete der ikke det helt store, men dagen før vi skulle hjem, brugte vi alle sammen en dag i Stonetown. Dagen gik med at spadsere rundt i den gamle bys små og krogede gyder, og se at fra turist boder til byens store samlinger af krydderier. Sidst på dagen blev gruppen samlet igen i en park ved vandet, hvorfra vi kunne se solen gå ned udover vandet. Dette blev også stedet hvor Klaus og jeg tog afsked med gruppen. Næste dag var derfor lidt trist, da vi ikke kun efterlod Zanzibar bag os, men også MS gruppen.

Efter vi kom hjem fra Zanzibar, gik der nogle dage hvor der ikke skete noget overhovedet. Dagene gik med at side og læse, spille computer. Men efterhånden er der kommet liv i os igen, og nu er vi endda kommet i gang med vores egentlige volontør arbejde. Leganga primary school åbnede nemlig den 13. januar, og børnene er endelig begyndt i skole igen, hvilket betyder at jeg får nogen jeg kan undervise.
Vi startede onsdag med at møde på skolen klokken 8, her skulle vi så mødes med skoleinspektøren. Det viste sig dog at elever også mødte klokken 8, og derfor gik der en time inden det kaos som første skoledag indebærer, havde lagt sig tilstrækkeligt til at hun kunne finde tid til at hjælpe os. Men det er dog Afrika, og vi er ved at have lært at være tålmodige med ALT, så ventetider genere mig ikke så meget mere. Men vi fik efter en time snakket med hendes sekretær, som hjalp os med at vælge klasse og fandt bøger til os. Dagen efter mødte vi på skolen igen og fik en timeplan for vores klasser, og ud fra papiret kunne jeg se at min klasse ville have engelsk i 3. time. På dette tidspunkt troede jeg stadig at der var en anden lærer der kørte engelsk undervisningen i den klasse, så jeg besluttede mig for at overvære timen, og på den måde lærer lidt. Da 3. time oprandt mødte jeg op i klassen, og fik lov til at sidde med i undervisningen. Men et kvarter inde i time, ville jeg høre læreren til om jeg kunne starte med klassen dagen efter. Men læreren kiggede blot lidt forvirret på mig og sagde at dette var 6. B, ikke 6. A, de holdte til inde ved siden af. Så jeg undskyldte misforståelse og gik ind ved siden af, hvor 6. A rigtig nok holdte til. Nu opstod der blot et nyt problem, for de manglede deres engelsk lærer, som jo fra dags dato jo var mig. Det var der dog ingen der havde forklaret mig, og nu stod jeg pludselig med 63 elever uden at have forberedt noget, overhovedet. Så jeg måtte præsenterer mig selv, åbne min undervisningsbog, og klø på. Det gik af den grund helt skidt, og jeg kunne ikke rigtig få undervisningen til at kører. Børnene var heldigvis eksemplariske når det kom til at sidde stille og lytte opmærksomt. Så det endte ikke som en helt dårlig oplevelse, men herefter har jeg hverdag sørget for at være velforberedt til hver time. I dag nyder jeg hver time, ser frem til den næste, og hygger med alle 63 opgavehæfterne efter skole. Det er dog heller ikke noget hårdt program, for jeg har indtil videre kun en klasse, og det bliver til 6 timer om ugen.
Efter skole får vi ikke lavet så meget i hverdagene, men Klaus får indimellem trukket mig med ud på en løbetur, og ville have mig med ud og løbe i skrivende stund. Jeg syntes dog det er vigtigere at jeg lige får færdiggjort bloggen til jer 
Men i weekenderne bliver det indimellem til nogle ture, til for eksempel Mount Meru, som ligger lige for foden af Usa River. Her kom jeg med på en tur, op for at se et ca. 25 meter højt vandfald. Naturen og udsigten oppe på bjerget er simpelthen fantastisk, og så kan jeg godt lide at få rørt kroppen, på de stejle stigninger.

Men det var lige hvad jeg havde til jer for denne gang, i weekenden skal jeg på safari, med Klaus, Marianne og Kristina(to andre volontør med MS). Det kommer i nok til at høre om senere 

Sådan forholder det sig dog ikke i Tanzania, her skinner solen i disse dage fra morgen til aften, og temperaturen ligger om natten aldrig under 17-18 grader. (Et gæt, da afrikanere simpelthen ikke bruger termometer) Julepynten er nærmest ikke eksisterende, og således er min julestemning desværre også. Dog spiller Ipoden hver aften med en masse julemusik, som hjælper lidt på julestemningen.

Men som jeg skrev i et af mine første blogs så oplever jeg stadig nyt næsten hver dag. Af højdepunkter indenfor den sidste uge, kan jeg sige at vi har været til både et muslimsk bryllup, og en ikke helt almindelig konfirmation. Brylluppet var sjovt at opleve, men egentlig ikke noget at råbe hurra for. Der var god mad, som blev spist med hænderne som bestik, og imens vi mænd sad og åd i vores ende af haven, så dansede alle mamaerne i deres ende, foran bruden.

I stedet var konfirmationen, af familiens onkels vens dreng(og ja det er langt ude, men vi er musunguer (hvide) og skal da derfor inviteres), en anderledes sjov oplevelse. Jeg ved Klaus har skrevet en lang blog om det, og den vil jeg helt sikkert anbefale i læser. Blandt højdepunkter kan jeg nævne, gammel sur mælk med kogt majs, en kage lavet af en ged og fodring af musunguer.

I går afsluttede Klaus og jeg også vores undervisning af nogle af centrets børn, og efter denne halvanden uges undervisning, så har vi igen knap tre uger fri, hvor vi selv må få tiden til at gå, for først den 13. januar starter vores egentlige arbejde på Leganga primary school. Men jeg tænker nok vi skal få tiden til at gå, på

kalenderen den 27. står der afgang med bussen fra Usa. Bussen kører til Dar-Es-Salaam, hvor vi kommer til at overnatte en gang, før vi tager færgen herfra og til ZANZIBAR. Her tager vi fra øens største by, Stonetown, over til ferieparadiset i Paje på øens østkyst. Her kommer vi så til at fejer nytårsaften sammen med resten af vores gruppe.

Men inden da skal vi have et par dage til at gå hen over julen, og i dag skal vi blandt andet på et nærliggende marked.

Men det med at julen er helt væk hernede er dog ikke helt rigtig, for børnehjemmet planlægger i øjeblikket at holde jul for hjemmets børn, og det er da muligt at vi tager et smut forbi og ønsker alle en glædelig jul, ligesom jeg nu vil ønske alle jer derhjemme en glædelig jul og godt nytår.

Vi har nu vaeret her i Usa knap 2 uger, og tiden lader bare til at flyve afsted. Egentlig ikke fordi det lader til at der er det store at lave, men alligevel flyver tiden bare afsted. Den ene dag tuller vi bare lidt rundt hjemme hos vores utrolig rare hostfamilie, den naeste dag er vi taget med daladalen ind til Arusha, som er den eneste store by i naerheden af hvor vi bor.

Begge steder er paa hver deres maade, et par rigtig dejlige steder at vaere. “Hjemme” er blevet til en lille restaurant ved navn, Chicken Inn. Paa trods af navnet er har dejligt at vaere, og den portionsanrettede mad vi faar morgen, middag og aften er over alt det som Klaus og jeg havde forventet os foer vi kom hertil. Desuden raader Chicken Inn ogsaa over to smaa bungalows bagved restauranten, og her er den lille af dem gaet til os. Paa trods af den ringe stoerrelse, er det lykkes familien at stude en trekvart- og en dobbeltseng ind i hytten. Der er desuden baade traek-og-skyl toilet, og bruser. Alle vores tidligere bekymringer, blev virkeligt gjort til skamme Men det bedste ved familien er naesten, at til trods for at den er rimelig utraditionel, i forhold til andre tanzianske familier, saa er de huslige pligter stadig godt fordelt. Dette har den aergelige tendens at Mama og Grease(datteren) ofte griner af os hvis vi spoerger om vi skal hjaelpe dem med rengoering og toejvask Familen bestaar desuden af en lille-bror og -soester til Grease, og deres far Mr. Kili. Han er kendt og elsket af en stor del af lokalmiljoeet, og vi forstod ret hurtigt hvorfor. Udeover at han er den klart bedste til engelsk i familien, saa er han ogsaa rigtig nem og snakke med, og Klaus og jeg kan bruge hele aftner paa at snakke med ham om Afrika, Danmark og saa ikke mindst om hans planlagte udvidelse af restauranten.

Men hele dagen kan dog ikke gik med leg med boernene og afslapning. Vores egentlige opgave i Usa er nu ogsaa ved at falde paa plads. Efter en del forvirring er vi nu kommet i gang. Vores arbejde hernede er kommet til at bestaa i at undervise 11 elever fra et boernehjem i Usa. De er alle blevet faerdige med primary school i slutningen af november, og vores opgave er at forbedre deres engelske sprogkundskaber inden secondary school begynder i starten af januar. Dette er ogsaa fint nok, men vi kan godt maerke at det er en noedloesning de er kommet op med i december, saa vi ikke skulle rende rundt og lave ingenting. For det foerste har vi ingen laereboeger og arbejde udfra, og for andet kender hverken Klaus og jeg deres niveau, som har vist sig at vores meget svingende. Men heldigvis er det kun december ud, derefter faar vi mere organiseret undervisning i Usas primary school.

Men det var alt hvad jeg havde og skrive for denne gang, om to minutter lukker de internettet paa centret. Men hvis der ikke kommer mere inden jul, vil jeg godt benytte lejligheden til at oenske jer alle sammen hjemme i Danmark en rigtig glaedelig jul, og godt nytaar.

Jeg sidder i flyet fra Nairobi til Dar-Es-Salaam, efter at have tilbragt en fantastisk måned i Kenya. En måned fyldt med nye oplevelser og overraskelser indtil sidste dag. Men selvom jeg er kommet til at holde meget af Kenya og dens altid glade og imødekommende folk, så er jeg glad for at komme videre med mit volontørophold. Næste lille etape er 5 dage i Tanzanias største by Dar-Es-Salaam(Harbour af Peace).

Under det lille måltid i flyet, kigger jeg kort ud af vinduet. Her ser jeg med det samme noget rave op over skyerne,, hurtigt får jeg at vide at det er Kilimanjaro, Afrikas højeste bjerg, og bjerget som jeg forhåbentlig kommer til at bestige indenfor de næste 3 måneder. Dar(Dar-Es-Salaam) dukker op under skyggerne efter en lille halvanden time i luften, og med det samme, efter ankomsten, mærker jeg ændringen i klimaet. Vi er nu 2000 meter lavere og helt ude ved kysten, og luften er blevet betydelig varmere og fugtigere. Inden længe står sveden også af mig, og det har den gjort lige siden.

I lufthavnen møder vi august holdet, som nu er på vej hjem efter at deres ophold er endt. Vi får snakket lidt med dem, og et par af dem havde været i samme by som vi skal til. De fortalte, til vores overraskelse, at børnehjemmet, vi troede vi skulle til, ikke tog imod flere volontør end dem de havde selv. I stedet skulle vi nok regne med at komme til at undervise i Usa rivers primary school. Dette kom som lidt af et chok for mig, og jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal tro. Senere har jeg nemlig fået papir på at jeg skal arbejde på børnehjemmet og skolen. Så der er vel tvivl om arbejdsopgaverne helt frem til, første arbejdsdag om en uge. Efter snakken kører vi imod MS’ hovedkvarter i Tanzania, og på vejen får vi glimt af Dar og dens 2,5 million indbyggere.

På hovedkvarteret bliver vi hurtigt indkvarteret, da der ikke var noget på programmet valgte folk at slappe af, hvilket er noget af det eneste man kunne i denne varme.

Under de fem dage i Dar, brugte vi også en hel dag på stranden. Det var et fantastisk afbræk fra det indimellem tætte program. I stranden var som taget ud af en startours reklame. Stranden var kridhvid, og vandet en utrolig behagelig temperatur. Mens pigerne fik lagt sig lidt i solen, tog vi drenge og smagte på lidt af det baren kunne byde på. Med en øl ved hånden, udsigten udover strand og vand, temperaturen og solen følte jeg at jeg godt kunne dø nu(Citat stjålet fra Thomas Skare, en anden af volontørerne. Hans måde at sige at man var lykkelig). Dagen var i det hele taget en god dag, og jeg håber at hele MS gruppen kommer med til Zanzibar hen over nytår så vi kan få nogle flere af disse dage.

Hjemme på gæstehuset er der både internet og parabol tv. Så vi kunne følge lidt med i hvad der sker udenfor den lille kuppel som vi render rundt i hernede. Desuden var der en del sportskanaler, og vi kunne se Real-Barca en af aftnerne.

Ellers skete der ikke det store i Dar, udover at vi en af dagene var på marked. Markedet lagde tæt inde ved centrum, men var ikke som de typiske markeder ude i de mindre byer, hvor markederne lagde på åbne pladser og opbygget af små boder. Her var der mange små gader hvor facaderne var fyldt med boder, ofte i to etager. Hovedsageligt var det tøj der blev solgt i de mange små business’, som de kaldte sig selv. Men det var utroligt svært at overskue, hvad der i det hele taget blev solgt, for ind imellem bygningerne var der små mørke passager som også var fyldt op med små shops. Specielt herinde var det sjovt at gå rundt, for udenpå ligner butikken et rum på knap 10 kvm., men når man træder ind mellem kangaer og tørklæder viser det sig at butikken fortsætter 20 meter ind i bygningen, og har et omfattende udvalg af diverse beklædningsgenstande.

Inde i en af disse små shops fik jeg købt et par knickers til tsh. 16.000(ca. 60 kroner). Jeg havde selvfølgelig pruttet om prisen. Han var startet på 28.000(ca. 110 kr.), men jeg fik ham presset ned i pris, til ca. 18.000. Dette er kun 8 kr. mere end den pris jeg ville give, men der går bare konkurrence i at få prisen mest mulig ned i pris, så jeg endte med at bruge det mest effektive kneb hernede. Jeg vendte han ryggen for at gå, og med det samme rakte sælgeren hånden frem; ”Sawa sawa sixteen sixteen”(sawa=okay). Da jeg forlader butikken er det en smilende sælger med thumbs up der står i butiksindgangen, og jeg selv går også og smiler over hele femøren. Vi har begge lavet en god handel, og det er sku bare kanon sjovt at handle ind hernede.

Efter 5 dage i Dar, har vi oplevet en del af storbyens vilde liv. Både trafikken med de mange Daladalaer der fylder godt i trafikken, men også markeder og gadesælgere. Og især gadesælgerne her i Tanzania har været en positiv overraskelse, de forstår et ”hapana”(Nej) med det samme, mens kenyanske gadesælger, og gadebørn for den sags skyld, nærmest forfølger en. Men Daladalaerne, som er det man kalder busser og minibusser hernede, har også budt på spændende nye oplevelser. Første gang vi skulle med en af disse busser, var hele Tanzania volontørgruppen med plus 3 andre lokale volontør med, og vi kom med i en i forvejen fyldt bus, og jeg kom med i bussen som den sidste. Da bussen skulle køre viste det sig at bussen var ved at nå grænsen af dens kapacitet. Dette resulterede i at døren til bussen ikke kunne lukkes, så konduktøren og jeg hang halvt ude af døren de første par stationer, indtil det var muligt at lukke døren. Jeg er ikke sikker på at den var gået i Danmark, men det var sjovt og endnu en af de oplevelser man kan tage med sig hjem.

Men Dar var kun et lille pusterum i vores volontør ophold, og torsdag morgen var det slut. Klokken halv 9 kørte Dar-Expressen i mod Arusha, og dermed også Usa River.

Nu skal jeg hjem og spise frokost hos hostfamilien, som er meget anderledes i forhold til hvad jeg havde regnet med. Men det kan i høre mere om i næste del af bloggen.

PS. Billeder kommer for fremtiden på Facebook

http://boutrup89.wordpress.com/?attachment_id=20